27 april 2009

Byens bedste Læser


Sara blev byens bedste oplæser
Kvartfinalen i årets udgave af DM i oplæsning blev i går holdt på Espergærde Bibliotek. To dygtige finalister dystede, og det blev Sara Sakja fra Al-Irchad skolen, der løb af med sejren
Espergærde: Spændingen er høj i salen på Espergærde Bibliotek. Forventningsfulde klassekammerater sidder klar på ræd og række med bannere højt løftet.
- Vi tror på dig Sara. Du vinder, står der skrevet på et banner med stor overbevisning. De er mødt talstærkt op, for i dag skal det afgøres, hvem der er Helsingørs bedste oplæser og dermed også, hvem der går videre til semifinalen i DM i oplæsning 2009. Skuespiller Line Skytte fra Teatret Lille Hest sørger for, at alle finder kampgejsten frem
- Vi starter med en fællesbølge. Kom så. Og imens råber vi ’DM i oplæsning’. Eleverne følger trop, og hænderne bølger igennem lokalet. På landsplan deltager 43 kommuner i DM i oplæsning. 6. klasserne dyster om, hvem der kan oplæse en tre-minutters sekvens fra en selvvalgt bog på bedste vis. Konkurrencen er børnebibliotekernes forsøg på at gøre det sejt og sjovt at være god til at læse op. Projektet er støttet af Kulturministeriet, Undervisningsministeriet og Velfærdsministeriet og er en del af en større Læselystkampagne. Og klasselærer Ragnhild Petersen på Tibberupskolen hilser projektet velkomment: - Vi er meget fokuseret på højtlæsning, for det er også en del af deres afgangseksamen, så det er meget relevant. Der sidder måske nogle i klasse, som ikke er de bedste læsere, men en konkurrence som denne kan være med til at give dem blod på tanden, siger hun. Derudover er konkurrencen med til at skabe sammenhold i klassen, og eleverne har det sjovt med at støtte op om hinanden uden dog at nedgøre den konkurrerende skole, fortæller Ragnhild Petersen. Mathias Kierkeby på 13 år fra Tibberupskolen, er den første til at overbevise dommerne om sine oplæsningskundskaber. Bag ham står en papmache-drage i skrappe lyserøde og grønne farver med tungen hængende faretruende ud af halsen. Den er med til at lokke publikum med ind i eventyrets verden. Og det er indledningsvis Harry Potters univers, Mathias Kierkeby inviterer publikum ind i, da han læser op af den tredje roman i serien, ’Fangen fra Azkaban’. Publikum og dommere lytter på, mens han på levende vis læser op af fortællingen om den magiske Harry Potters eventyrlige færd. Han får klapsalver og en bølge med på vejen fra Line Skytte og det fremmødte publikum, inden Sara Sakja indtager scenen:- Goddag, jeg hedder Sara, og jeg er meget interesseret i bøger - især gysere og eventyr. I dag vil jeg læse op af en gyser. Den hedder ’7.a’ og er skrevet Bjarne Reuter, lyder det sikkert fra Sara Sakja på 12 år. Hun begynder sin oplæsning, imens hun understreger bogens fortælling med små illustrative fagter.

Sat på prøve
Nok var de begge dygtige, men der skulle kun kåres én vinder af kvartfinalen. I dommerpanelet sad Bibliotekar Erik Nørlem, bibliotekar Helle Thomsen og børnebogsforfatter Peter Gotthardt. Og det dommerne lagde vægt på var, om oplæserne talte tilpas langsomt, holdt de rette pauser, betonede de væsentligste pointer og havde en god kontakt til publikum. De to finalister lå tæt, men det blev Sara Sakja, der lavede den mest overbevisende præstation: - Det var svært at finde en vinder, for de var begge rigtig gode. Men Sara havde en lidt bedre kontakt med sit publikum. Hun havde også valgt en bog som lidt bedre kunne fange publikum på så kort tid, fortæller børnebogsforfatter og dommer Peter Gotthardt. Sara Sakja er således med ved semifinalen i oplæsning, der finder sted på Hovedbiblioteket i Gentofte den 26. marts.